Om os
Hvem er vi og hvad er det vi vil?






Vores mission
Slottets Permaplanter vil gerne være med til at vise vejen til, hvordan vi hver især og i fællesskab kan handle, så vi genopbygger livet på og i jorden og skaber en sundere og mere bæredygtig måde at producere vores mad på.
Vi tror på, at det nytter at handle lokalt og tage aktive bæredygtige valg i det daglige.
Vi ønsker, at Slottets Permaplanter skal være et sted, der binder bro mellem generationer igennem arbejdsfællesskab og vidensdeling begge veje. Vi tror alle generationer har noget at byde ind med, som tilsammen styrker os som mennesker.
Ressourcebevidsthed, omsorg og respekt for liv og fællesskab er grundstenen i Slottets Permaplanter. Det skal være et rart sted at være for både kunder, medarbejdere, frivillige, planter, dyr og os, som bor her.
Slottests beboere
De faste mennesker på stedet er os - John og Lise. Vi flyttede ind i april 2019 og har siden brugt mange sjove timer i haven og med dyrene - sammen med familie, venner, frivillige og logerende.
I det daglige arbejder vi begge med regnskab og administration og så snart computeren er klappet sammen hopper vi i arbejdstøjet og nyder livet udenfor.
John har hele sit liv interesseret sig for dyr og har tidligere været dyrepasser.
Lise er blevet grebet af permakultur tankegangen og fik i december 2023 et Perma Design Certifikat.
Ferdinand, Elvira , Dudu og alle de andre dyr
De første dyr vi anskaffede os var en fåreflok, som føres an af den kælne vædder Ferdinand og hans kloge førerfår Freja. Vi avler lam til spisning. Lammene er god underholdning i løbet af sommeren med alt deres glade energi og vi føler en stor tilfredshed ved at vide, at det kød vi spiser, kommer fra lam, der har haft en godt liv.
Elvira, Dagmar, Dora og Sixten er vores fire små minigrise. De er kælne og lægger sig gerne på ryggen, hvis de bliver kløet på maven. Deres opgave er at rydde områder for uønsket plantevækst og grave byggeaffald op. Det er de super gode til.
Dudu og de andre høns har mange opgaver. De lægger æg, udruger kyllinger, omdanner madrester til kompost og fjerner uønsket plantevækst i den del af skovhaven, som ikke er fuldt etableret endnu.
De sidst tilkomne dyr er ponyerne Sahara og Zaraphina. De leverer hestemøg til komposten og genstand for meget kæl fra alle vores gæster i alle aldre. En gang i mellem spænder vi dem for hestevogne og kører en tur i Ulkerupskoven.
8